Hvornår er det bedste tidspunkt at starte med træning? 📅
Mange af os kender tanken ”fra næste måned starter jeg på xxx”. Det er nemt at planlægge at starte på et tidspunkt fx efter ferien, efter eksamen, når der lige er kommet mere ro på, og så selvfølgelig det klassiske nytårsfortsæt!
Det er i og for sig helt fint, men problemet er bare, at vi sjældent følger op. Vi er nemlig rigtig gode til at finde grunde til, at det ”ikke passer så godt lige nu”.
I min optik er det absolut bedste tidspunkt at starte med træning på... NU! 🤗
- Jeg har 2 primære grunde:
1️⃣ En træningsvane skal passe ind i DIN hverdag, og (forhåbentlig) være en del af dit liv på langt sigt. Og hvis der er noget, man kan regne med i livet, er det, at ”life happens”.
Sagt med andre ord kommer der altid til at ske ting i livet, som ikke er planlagt, og der vil altid være grunde til ikke at starte. At vente på øjeblikket, hvor alt falder på plads, giver ingen mening.
2️⃣ Hvis du ikke er træningsvant, kan du hurtigt komme til at overtænke det at starte med træning. Det kan virke større, mere krævende og mere omfangsrigt, end det egentlig er.
Hvad betyder det i sidste ende at starte? At vi hiver 1-times tid ud af kalenderen 1-2 gange om ugen? Der er med andre ord ingen grund til at se det som en stor begivenhed, hvor alle andre ting må rettes ind eller sættes på pause!
Med dette siger jeg ikke, at det er nemt at starte. Overhovedet ikke!
Jeg siger blot, at du ikke gør det nemmere for dig selv ved at udskyde til fremtiden.
I starten handler det om at gøre det så nemt for dig selv som muligt, fx ved at have faste aftaler omkring træning, i form af hold, en træningsmakker eller en personlig træner.